Mandag aften klokken 20.40 blev en udenlandsk bilist standset af politiet på Sydmotorvejen ved afkørslen ved Holeby. En politibil havde observeret, at bilen slingrede frem og tilbage over vejbanerne, og bemærkede desuden, at der ikke var lys på nummerpladen samt at både højre forlygte og baglygte ikke virkede.
Føreren af bilen, en 62-årig mand fra Tyskland, blev tjekket med et alkometer, men testen gav ikke udslag. Han blev dog sigtet for manglende agtpågivenhed og for fejl ved lygterne. Efter at have betalt en bøde på 2.000 kroner, fik han lov til at køre videre.